Agenesi – tandregulering for manglende tænder

Hvad er Agenesi?
Agenesi er når man er født med manglende tandanlæg. Agenesi kan også kaldes aplasi.
Man kan være født uden én eller flere af de blivende ”voksen” tænder, og det er overvejende arveligt betinget. Man vil ofte opdage agenesi når barnet undersøges ved et almindeligt tandeftersyn i 10-12-årsalderen, og som oftest opdages det på et røntgenbillede.
Agenesi er ikke farligt. Som regel oplever man agenesi af de to små fortænder i overmunden eller de små kindtænder, dette kan både være i over og undermund.
Agenesi optræder hos 7-8% af den danske befolkning.
Hvad skyldes agenesi
Agenesi/ Aplasi betyder ingen vækst. Ordet bruges om væv eller organer, der ikke er anlagt, men kan også bruges om noget der ér anlagt men aldrig er vokset.
Konsekvensen af at mangle nogle tænder
I mange tilfælde er der ikke behov for tandregulering, da mælketanden bevares så længe som muligt. En mælketand kan bevares langt ind i voksenlivet, hvis der er god mundhygiejne. Hvis mælketanden alligevel tabes, er det ikke altid nødvendigt at erstatte tanden, hvis sammen bidet ses stabilt.
Hvis dit barn har agenesi og det forventes at det vil give funktionsnedsættelse vil vi i samarbejde med dit barns almindelige tandlæge henvise barnet til Regionstandpleje. Du kan læse meget mere på deres hjemmeside.
Hvordan kan det rettes?
Man kan løse agenesi på to måder, man kan enten lukke eller åbne stedet hvor tanden mangler.
Manglende tandanlæg rettet med tandimplantater
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at erstatte den eller de manglende tænder. Det sker som oftest med et eller flere tandimplantater eller fremstillede broer.
Et tandimplantat er en kunstig tandrod, som er lavet af titan. Implantatet indsættes i kæben ved en mindre operation udført hos den almindelige tandlæge. Og efter en helingsperiode på 3-6 måneder kan der påsættes en porcelæns-krone.
Implantat behandling bliver først udført, når man er udvokset. Man kan sagtens få reguleret tænder som barn, og få midlertidige tanderstatninger og så først få det endelige resultat med implantat som voksen.
Patienten her har fået åbnet op til implantater med en fastsiddende bøjle, også kaldet en togskinne.

Manglende tandanlæg rettet uden tandimplantater
I nogle tilfælde giver det mening at lukke mellemrummet med patientens egne tænder ved hjælp af tandregulering. Her har man rykket hjørnetænderne frem i munden så de kommer til at stå på de to små fortænders plads. I dette tilfælde har man lavet en kosmetisk lille plastfyldning på hjørnetanden for at få den til at ligne en lille fortand.
